'Jeg er ved at få mit gamle liv igen'

En arbejdsulykke i 2012 endte for Ivan Martin Sørensen med en brækket ryghvirvel og konstante, skarpe smerter i ryggen. Et ophold på Sano i 2015 har givet den 64-årige nordjyde sin livskvalitet igen og så stor forbedring, at han er på vej tilbage til fuld vigør.

Efter arbejdsulykken
- Jeg var sælger og kom i klemme, mens jeg var ved at sætte en container på plads på arbejde. Jeg brækkede en ryghvirvel og var væk fra mit arbejde i fem måneder efter ulykken. Det er de længste fem måneder i mit liv. Jeg havde svært ved at dreje i kroppen og en konstant følelse af at have en kniv siddende i ryggen - en skarp, jagende smerte. Da jeg efter fem måneder begyndte at arbejde én time hver anden dag, føltes det godt nok op ad bakke. Jeg har arbejdet på fuld tid hele mit liv førhen’.

Det gjorde Sano for mig
- Jeg er blevet meget skæv i kroppen, fordi jeg har overkompenseret for de smerter, jeg har i ryggen. Jeg oplevede, at personalet på Sano gik helt ind i min situation og gav mig vejledning og træningsøvelser, så jeg får rørt de rigtige muskler. Jeg har altid sovet som en hest, men efter ulykken var jeg oppe 4-6 gange om natten. Jeg sover stadig ikke igennem, men jeg træner hårdt nu, og det giver en naturlig træthed, som hjælper mig’.

Sådan træner jeg
- Jeg træner tre gange om ugen i træningscenter, og så har jeg fået et program, som jeg kan udføre på gulvet derhjemme med en træningselastik. Det gør jeg to gange om ugen. Det tager tid at træne sig op. Mine feltstropperskal strammes op, så at sige’.

En ny hverdag med livsglæde
- Smerterne i ryggen er blevet bedre efter mit ophold på Sano. De er der stadig, men den skærende smerte, kniven i ryggen, den er væk. Det er også blevet bedre, når jeg skal dreje i kroppen. Jeg har været heldig, at jeg kunne skifte hest i samme firma. Jeg arbejder næsten på fuld tid igen, men har en aftale om at jeg kan gå hjem, hvis jeg får mange smerter. På arbejde er det som om, jeg glemmer smerterne. Mit arbejde er en stor del af mit liv; det sociale og det med at komme rundt hos mange forskellige mennesker. Det giver glæde i mit liv’.

- Du er brændt ud, når du har ondt. Det med at have smerter, det er noget mærkeligt noget. Det tager på kræfterne. Men mit humør og min energi er blevet bedre. Det kommer ikke af selv; man skal træne og bruge værktøjerne fra Sano for at få det bedre. Men jeg er positiv for min fremtid og forventer at få en stor del af mit gamle liv igen.

Fysioterapeut Helle Zanchetta, Sano Aarhus
Om Ivans udvikling
- Ivan er stædig, har motivationen, han er disciplineret, og han gør, hvad vi fortæller ham. Samtidig reflekterer han over sin situation og tager al den viden til sig, som vi har givet ham. Han har virkelig flyttet sig, og han kommer til at rykke endnu mere; det er jeg sikker på.