Fra 21 smertestillende piller dagligt - til en frisk start

39-årige Michael Jørgensen tog smertestillende piller hele døgnet for at holde de værste smerter væk efter en arbejdsulykke.

Arbejdsulykken
Michael Jørgensen bor i Vestermarie på Bornholm. Han er ansat i en virksomhed, som beskæftiger sig med udgravning af kloaker, renovering og restauration.

- Det er et tungt og fysisk anstrengende arbejde med mange forskellige arbejdsstillinger og vibrationsværktøj. I februar var jeg midt i et tungt løft, og mens jeg drejede i kroppen fik jeg et smæld gennem ryggen, fortæller Michael Jørgensen.

Det var en diskusprolaps mellem C6 og C7, som er en betegnelse for ryghvirvlerne. Skulder og skulderblad var én stor krampe, og det prikkede i tre fingre på højre arm.

- Jeg holdt vinterferie i uge 8 og forventede at være klar til arbejde ugen efter, men hele ferien sad jeg op og sov eller vågnede 4-5 gange hver nat med smerter. Jeg kunne slet ikke ligge ned, og smerterne blev ikke mindre. Jeg blev sygemeldt fra uge 9.

Tømte et par bøtter med medicin
Michael Jørgensen fortæller, at hans forsikringsselskab, reagerede hurtigt efter arbejdsulykken.

- Jeg har haft et fantastisk samarbejde med dem og fik i første omgang fysioterapi en gang om ugen i 15 uger. Men det flyttede ikke så meget. Jeg tog Panodil, Ibuprofen, Dolol og Gabapentin og tømte et par bøtter. Jeg var oppe på 21 piller hver dag bare for at fungere nogenlunde derhjemme.

Han fortsætter:
- Jeg gik fra at være i en hverdag, hvor jeg var fleksibel og kunne tumle med ungerne. Jeg kunne det hele, for far er verdensmester, men pludselig kunne jeg ikke løfte et glas. Jeg gik fra at være ham, der kunne alt til at være ham, der hele tiden skulle bede om hjælp. Jeg satte mig selv og mine omgivelser på en umådeligt stor prøve.

Behandlingen på Sano
Forsikringsselskabet anbefalede et ophold på Sano, og den 39-årige bornholmer var klar til at prøve hvad som helst for at se, om det kunne hjælpe. Så i juni 2015 tog han til Sano i Skælskør i to uger.

- Det var som om, fysioterapeuten angreb problemet bagfra. Hun konstaterede, at jeg havde problemer med nakken, og så gik hun i gang med min lænd. Hun sørgede for, at jeg fik styrket hele kroppen. Og ergoterapeuten kom med input til kropsstillinger; siddestillinger og remedier.

Og så var der det med søvnen.
- Jeg fik vejledning af ergoterapeuten om at lægge to puder mellem benene og bruge et glidende underlag som lagen, så der ikke er så høj friktion, når jeg vender mig om natten. Efter første nat var jeg meget mere udhvilet, og underlaget har gjort, at jeg er afslappet i min lænd om morgenen. Det har haft en ufatteligt stort indflydelse, og mit humør blev bedre fra dag 1.

Jeg kører på fuld skrue inden nytår
Michael Jørgensen har fået et træningsprogram, som er strikket sammen specielt til ham. Det tager han med hjem sammen med al den viden, han har taget til sig.

- Det har flyttet så utrolig meget hos mig. Ved hjælp af ergoterapi, fysioterapi, akupunktur og zoneterapi gik jeg fra 21 piller i døgnet til 2 piller i døgnet på mindre end en uge. Reumatologen har sagt, at han regner med, at jeg kører på fuld skrue igen inden nytår, siger Michael Jørgensen.